Samhørighed og udvikling
Forskning viser, at et tilhørsforhold i familierelationer, blandt venner og i det øvrige nære netværk er afgørende for et barns udvikling. Det at knytte tætte bånd til især betydningsfulde voksne skaber en grundlæggende følelse af at høre til og have betydning for andre. Tætte bånd er vigtige for en sund identitetsudvikling og emotionel balance. En anbringelse har ofte baggrund i komplekse familieforhold, og selve anbringelsen kan give brud i familiære relationer. Derfor kan børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet, have behov for hjælp til at udvikle samhørighed og oplevelse af at høre til. De er i en situation, hvor de ofte ikke selv har mulighed for at opnå eller vedligeholde disse relationer. De kan mangle en grundlæggende viden om eget ophav og historik, og det kan få betydning for udviklingen af deres tilknytning, tillid til omverdenen og oplevelse af at have betydning for andre. Manglende tillid til omverdenen og vedvarende emotionel ubalance kan skabe udvikling af traumereaktioner.
Forældre, søskende og anden familie
Undersøgelser peger på, at børn og unge anbragt uden for hjemmet har store forhåbninger om at have gode og stabile familierelationer, men at de ofte oplever svigt. Samtidig oplever de ofte, at anbringelsessituationen betyder, at det er deres eget ansvar at opbygge velfungerende familierelationer. Mange af dem har skrøbelige familierelationer både til biologisk familie og til en eventuel plejefamilie. Alligevel bliver det i forbindelse med en anbringelse ikke altid prioriteret at understøtte barnets eller den unges tilknytning til sine forældre eller nærmeste netværk.
Gode relationer til familie og netværk er særlig vigtigt for børns og unges trivsel, også efter anbringelsen. Det betyder derfor meget, at anbringelsessted og andre fagprofessionelle i barnets hverdag samarbejder om at sikre, at forældrene samt eventuelt netværk bliver involveret i både forberedelsen af anbringelsen og i livet under anbringelsen. I de tilfælde, hvor relation og kontakt mellem barn og forældre er udfordret, er det særlig vigtigt, at anbringelsesstedet bistår det anbragte barn eller den anbragte unge med at forbedre relationen. Forskningen viser, at en del børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet, vender tilbage til familien senere i livet. Derfor har de ofte et stort behov for, at der under anbringelsen arbejdes med at fastholde, udvikle eller udbygge kontakten til både familie og det nære netværk. For at understøtte barnets eller den unges oplevelse af kontinuitet er det vigtigt at sørge for, at de har kendskab til deres oprindelse og til afgørende familieepisoder, og at de får støtte til at sammensætte deres personlige livshistorie, især hvis der ikke er bæredygtige familierelationer. Herved støttes de i at opnå en følelsesmæssig kobling til betydende dele af deres opvækstvilkår, forældrenes og familiens situation og får støtte til at bearbejde eventuelle brud og konflikter i egen livshistorik.
Forskning viser, at unge efter en anbringelse kan føle sig meget alene og uden særligt netværk, og at søskende kan have mistet kontakten til hinanden. Der bør derfor være en særlig opmærksomhed på at vedligeholde søskenderelationer.
Venner og netværk
Det er vigtigt, at der løbende foretages en vurdering af barnets eller den unges sociale relationer, og her er inddragelsen af barnets eller den unges egen stemme en væsentlig faktor. Vurderingen kan klargøre, om et barn eller en ung færdes i miljøer eller er tilknyttet digitale fora, som er præget af afvigende sociale normer og negativ social læring, eller om relationen til nye venner kan forstærke positive socialiseringserfaringer.
For nogle børn og unge er det et vilkår, at de i perioder primært er tilknyttet voksne på anbringelsesstedet. På plejefamilieområdet er det en defineret opgave for plejefamilien at søge at opnå tilknytning til barnet eller den unge. Uanset dette er det hensigtsmæssigt for barnets eller den unges udvikling, at de voksne på anbringelsesstedet aktivt arbejder med at mobilisere et net- værk omkring og med barnet eller den unge. Det kan fx ske ved at støtte barnet eller den unge i at deltage i fritidsaktiviteter, særligt forpligtende sociale fællesskaber som fx holdsport eller spejder eller andre interessefællesskaber, som kan give en oplevelse af at høre til. Denne oplevelse er afgørende for at kunne etablere stabile tilhørsforhold med kammerater eller partnere.