For børn og unge anbragt uden for hjemmet kan samvær og øvrig kontakt med forældre understøtte og udvikle relationen og tilknytningen og dermed give barnet eller den unge en oplevelse af at være en del af en familie og en historie, som er medvirkende til at give identitet. Derudover kan positiv kontakt bidrage til barnets eller den unges samlede trivsel og mulighed for udvikling.
Støtte til samvær og kontakt
Relationen mellem barn og forælder kan ved anbringelsens start se ud på mange måder afhængigt af familiens historie og livssituation. Tidspunktet for og årsagen til anbringelsen kan også have betydning for samvær og øvrig kontakt under anbringelsen. Ofte kan barn eller ung og forældre have behov for støtte til at genetablere eller udvikle en positiv relation og kontakt.
Samvær og kontakt mellem barn eller ung og forældre kan være udfordrende og forbundet med ambivalens for både barn og forældre, da relationen ofte påvirkes af anbringelsen. Det kan for barnet eller den unge være forbundet med modsatrettede følelser at have kontakt til eller samvær med forældrene, og deres forventninger til samværet eller kontakten kan være forskellig fra forældrenes. For begge parter kan det være vanskeligt at håndtere eventuelle modsatrettede følelser og forventninger, og der kan være behov for hjælp til at italesætte og håndtere dette både individuelt og i selve kontakten.
Individuelle og strukturelle forhold som barrierer
Barrierer for samvær og kontakt mellem barn, ung og forældre kan handle om individuelle udfordringer hos forældrene, som begrænser deres evne til at varetage omsorgen for deres barn. Andre barrierer kan handle om mere strukturelle forhold som transportudgifter i forbindelse med samvær eller udgifter til udstyr i hjemmet, der er nødvendige for, at et barn eller en ung med fx fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan besøge forældrene.
Barrierer kan også opstå, hvis forældrene kan blive usikre på eller bekymrede over, hvilke forventninger andre har til deres måde at være forælder på under samvær, eller hvis anbringelsesstedet møder forældrene med negative forventninger. Derudover kan der, særligt i plejefamilieanbringelser, være en asymmetri i relationen mellem forældre og plejefamilien, hvor der kan være modsatrettede normer om forældrerollen eller barnets eller den unges ønsker og behov.
Fagprofessionelle bør således have fokus på, at relationen mellem barn og forældre understøttes af en praksis, hvor der tages højde for barnets, den unges, forældrenes og anbringelsesstedets ønsker samt deres forudsætninger og støttebehov. Formålet er, at alle parter skal kunne navigere i relationen, samværet og kontakten på en måde, der understøtter barnets eller den unges trivsel, udvikling og tilknytning.