Børn og unge med udviklingshæmning

Udviklingshæmning varierer i forskellige grader, hvilket betyder, at børn med udviklingshæmning på tværs af disse grader har meget forskelligt funktionsniveau og støttebehov.

Når man beskriver funktionsniveauet for børn med udviklingshæmning, er det derfor vigtigt at pointere, at der vil være væsentlige forskelle i den enkeltes evne til at klare sig i hverdagen. 

Børn med udviklingshæmning har en forsinket eller mangelfuld udvikling af kognitive evner. Funktionsniveauet kan typisk være påvirket af:

• Kommunikative vanskeligheder.
• Vanskeligheder med at forstå og tilpasse sig samfundets gældende krav, og dermed også ofte svært ved at begå sig i sociale sammenhænge.
• Manglende eller nedsat evne til at forudse konsekvenser af egen eller andres handling.
• Nedsat opmærksomhedskapacitet og koncentrationsbesvær.
• Hukommelsesvanskeligheder og nedsat eller manglende evne til at forestille sig og planlægge fremtidens mål.
• Følelsesmæssige og/eller adfærdsmæssige problemer og/eller ledsagehandicap, som fx spastisk lammelse, epilepsi, sansedefekter, medfødte misdannelser eller en adfærdsforstyrrelse eller psykisk lidelse.

Børn med udviklingshæmning har en øget risiko for komorbiditet. Det vil sige, at de typisk lider af somatiske sygdomme eller psykiske lidelser sammen med udviklingshæmningen.

Samtidig er der øget risiko for, at omverdenen ikke opdager deres sygdomme og mistrivsel. Det kan skyldes flere omstændigheder, bl.a. at symptombilledet kan være diffust, og at personen selv kan have svært ved at forklare, hvordan han eller hun har det.

Årsagerne til komorbiditeten kan være mange, men kan overordnet sammenfattes i faktorer, der knytter sig til genetik, sociale forhold, miljø eller livsstil.

Der er en række faktorer, som kan virke enten beskyttende eller udgøre en særlig risiko i forhold til, hvordan funktionsnedsættelsen kommer til udtryk, og hvilken betydning den får for det enkelte barn med udviklingshæmning.

Faktorerne kan anskues ud fra tre niveauer: et individuelt, et socialt og et strukturelt niveau. 

Risiko- og beskyttelsesfaktorerne udgøres af karakteristika, begivenheder eller processer, som kan være biologisk, psykologisk eller socialt betingede. 

De livsomstændigheder, som børn med udviklingshæmning lever under, er altså ikke alene forårsaget af udviklingshæmningen. De er i et stort omfang også præget af forskellige sociale relationer og samfundsmæssige strukturer.

De beskyttende faktorer på det individuelle niveau kan udvikles eller fastholdes, afhængigt af i hvilken grad barnet bliver støttet i sin udvikling og kompenseret for sit handicap.