Udviklingshæmning er betegnelsen for en række funktionsnedsættelser, der i forskellig grad medfører en forsinket eller mangelfuld udvikling af kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder.
Udviklingshæmning viser sig oftest i løbet af barndommen og påvirker i varierende grad den enkeltes mulighed for at lære at mestre almindelige daglige livsfunktioner.
Typisk har mennesker med en alvorlig grad af udviklingshæmning behov for hjælp til at varetage selv de mest basale behov gennem omfattende pleje, omsorg og tryghed døgnet rundt.
Mennesker med en mindre grad af udviklingshæmning kan varetage deres eget liv med mindre vejledning og støtte. De kan ofte klare et arbejde på et vist niveau og leve selvstændigt eller med tilknytning til et bo- og støttetilbud.
Andre kan dog have så gennemgribende psykiatriske lidelser, adfærdsforstyrrelser og/eller sociale problemer, at de har behov for omfattende støtte til at klare hverdagslivet.
WHO´s diagnoseliste, ICD 10, inddeler udviklingshæmning i fire sværhedsgrader:
- Lettere grad: IQ-område 50-69. Medfører sædvanligvis indlæringsvanskeligheder i skolen. Mange voksne kan arbejde, klare sig socialt og bidrage til samfundet.
- Middelsvær grad: IQ-område 35-49. De fleste kan i nogen grad klare egenomsorg. Voksne behøver støtte for at klare sig i samfundet.
- Sværere grad: IQ-område 20-34. Behøver vedvarende støtte og hjælp.
- Sværeste grad: IQ-område under 20. Medfører alvorlige begrænsninger i egenomsorg, kommunikation og bevægelighed. Kræver vedvarende pleje.
Gode muligheder for at udvikle sig
Selv om udviklingshæmning har betydning for den enkeltes forudsætninger for at mestre forskellige hverdagssituationer, påvirkes udviklingsmulighederne også af andre faktorer som fx personlige egenskaber, opvækstvilkår og sociale forhold.
Med den rette og individuelt tilpassede støtte vil de fleste have gode muligheder for udvikle sig og opnå øget livsmestring.