I processen omkring et skift kan forberedelse og involvering af både barn eller ung og forældre være lige så vigtig som selve beslutningen om, hvor barnet eller den unge skal bo. Anbringelsen kan for nogle familier i sig selv være et chok med risiko for, at tidligere og eksisterende traumereaktioner kan blive reaktiveret.
En beslutning om skift kan igen bringe forældre i en usikker livssituation, hvor de ikke er i kontrol over, hvad der skal ske med deres barn. De kan genopleve forhold ved det tidligere forløb om anbringelsen og vil derfor være i risiko for at opleve belastningsreaktioner og (re)traumatisering. De kan være uenige i beslutningen om, at barnet eller den unge skal skifte, og der kan både være uenighed mellem forældrene og mellem forældrene og barnet eller den unge. Barnet eller den unge vil ofte være påvirket af forældrenes tilstand, og involveringen og samarbejdet med forældrene har derfor stor betydning for barnets eller den unges oplevelse af skiftet. Derfor er det vigtigt at have fokus på, hvordan barnets eller den unges forældre kan involveres og eventuelt støttes før, under og efter skiftet, for at de kan støtte barnet eller den unge bedst muligt (jf. § 8, stk. 3).
Tidlig og løbende involvering af og støtte til forældrene letter overgangen til et nyt anbringelsessted
Samarbejdet og dialogen med forældrene skal støtte barnets eller den unges relation til forældrene og dermed understøtte, at barnet eller den unge får en positiv oplevelse med skiftet og falder godt til i sit nye hjem. Børne- og ungerådgiveren skal her have for øje, at barnet eller den unge selv kan have behov og ønsker til, hvordan forældrene skal være med i skiftet. Det kan være, at barnet eller den unge skal støttes i kommunikationen med forældrene om, hvor meget og hvordan de skal deltage. I nogle tilfælde kan der også være behov for, at forældrene støttes i at kunne rumme og anerkende barnets eller den unges ønsker og fortælling om sig selv i forbindelse med skiftet – også når den ikke deles af forældrene.
For nogle børn og unge kan modstand fra forældrene spænde ben for, at de kan falde til på det nye anbringelsessted. De kan også opleve at være i en loyalitetskonflikt. Hvis forældrene forstår og måske også accepterer, at barnet eller den unge skal skifte anbringelsessted, så øges sandsynligheden for, at de aktivt understøtter skiftet. Uanset hvordan forældrene stiller sig, så er tidlig involvering afgørende for, at de kan spille en aktiv rolle med at støtte barnet eller den unge i forbindelse med skiftet. Tidlig involvering giver forældrene mulighed for at italesætte deres ønsker til skiftet og anbringelsesstedet tidligt i processen, og det giver dem bedre betingelser for at sætte deres ressourcer i spil i forbindelse med skiftet. Muligheden for at blive hørt tidligt, og fx bidrage med erfaringer og viden om barnet eller den unge, kan også mindske støttebehovet hos de forældre, som har brug for støtte til at håndtere situationen på en måde, der både hjælper dem selv og barnet eller den unge. Når forældrene bakker op om skiftet, øges trygheden for barnet eller den unge.
Forældrene er desuden en vigtig kilde til information om barnets eller den unges livshistorie og hverdagsliv, som kan være et betydningsfuldt bidrag i processen med at finde det rigtige anbringelsessted. Forældrene kan også have vigtig viden om barnets eller den unges behov for støtte, og i nogle tilfælde vil de kunne bidrage til at sikre, at barnets eller den unges perspektiv bliver bragt frem eller tydeliggjort.
Samarbejde med forældrene øger barnets eller den unges langsigtede tryghed.
Samarbejde, dialog og forventningsafstemning mellem det nye anbringelsessted og forældrene har stor betydning for, om skift i anbringelse lykkes. Det kan potentielt forebygge konflikt i den videre anbringelse og bidrage til, at skiftet opleves mere positivt for barnet eller den unge, også på langt sigt. Mange unge har efter anbringelsens ophør et spinkelt netværk, og relationen til forældrene er ofte en af de få gennemgående i deres liv og derfor vigtig at styrke og bevare.
Hvis forældrene oplever (eller tidligere har oplevet) at blive underkendt som forældre, kan det have en negativ betydning for deres mulighed for at støtte barnet eller den unge i forbindelse med skift. Sammenholdt med at skiftet kan reaktivere oplevelsen af en livskrise og risikoen for (re)traumatisering, kan det have en afsmittende negativ virkning på barnets eller den unges oplevelse af tryghed i overgangen. Kvaliteten af samarbejdet vil derudover have betydning for, om anbringelsesstedet kan få adgang til forældrenes viden om barnet eller den unge og dermed information, som klæder dem på til at imødekomme barnets eller den unges behov og ressourcer.