KLAPjob er en beskæftigelsesindsats under foreningen Lev, som laver løntilskudsjob og fleksjob til mennesker med udviklingshæmning og andre kognitive vanskeligheder.
KLAPjob har samarbejdsaftaler med ca. 20 landsdækkende virksomheder. Det er gratis for jobcentrene at samarbejde med KLAPjob.
Målgruppen for KLAPjob er mennesker med udviklingshæmning eller andre kognitive handicap. KLAPjob er for personer, der har en førtidspension eller er visiteret til et fleksjob, men er ledige.
Formålet med KLAPjob er at finde de rigtige job til målgruppen
KLAPjob matcher personer med udviklingshæmning eller andre kognitive handicap med et job. Jobbet findes i en af de ca. 20 landsdækkende samarbejdsvirksomheder eller i mindre lokale virksomheder, hvor kontakten er skabt via lokale jobkonsulenter.
Matchningen sikrer, at arbejdspladsen tilbyder arbejdsopgaver, der matcher kandidatens kompetenceniveau og skånebehov. Der er primært løntilskud til førtidspensionister (skånejob), men også ansættelse i fleksjob er en mulighed.
Se filmen om Erik, der via KLAPjob har fået arbejde i Rema 1000
Matchning sker i tre trin: samtale, praktik og ansættelse
Når en borger selv eller via sit jobcenter søger om at blive kandidat til et KLAPjob, bliver vedkommende kontaktet af en KLAPjob-konsulent. I samtalen med den lokale KLAPjob-konsulent tales der om ønsker til fx job, skånevilkår og arbejdstid.
Konsulenten hjælper herefter med at gøre jobønskerne konkrete og realistiske. Konsulenten peger på mulige job og aftaler en praktik på den valgte virksomhed.
Kandidaten kommer i et praktikforløb på den udvalgte virksomhed. KLAPjob-konsulenten er med hele vejen for at støtte og sikre, at de rette skånevilkår og rammer for arbejdet er på plads. Efter et tilfredsstillende praktikforløb for begge parter kan borgeren evt. blive ansat i et løntilskudsjob til førtidspensionister (skånejob) eller i et fleksjob.
KLAPjob er landsdækkende
KLAPjobs tilbud om jobformidling er landsdækkende. Der er KLAPjob-konsulenter, der dækker hele landet, og de ca. 20 samarbejdsvirksomheder som fx Coop, Føtex, Burger King og Silvan er også landsdækkende.
KLAPjob er etableret af foreningen Lev, og ifølge KLAPjobs hjemmeside har KLAPjob indtil videre etableret over 4.000 job primært til førtidspensionister. En opgørelse fra 2020 viser, at 95 pct. af de skabte job er løntilskudsjob til førtidspensionister (skånejob), mens 5 pct. er fleksjob
Adgang til indsatsen kan ske på flere måder
Mennesker med en førtidspension eller en fleksjobvisitation kan selv henvende sig til KLAPjob via hjemmesiden eller ved at kontakte en KLAPjob-konsulent i lokalområdet.
De lokale konsulenters kontaktoplysninger findes også på hjemmesiden. En borger kan også, via henvendelse til et jobcenter, ad den vej blive henvist til en KLAPjob-konsulent. Det er gratis for jobcentre at bruge KLAPjob.
KLAPjobs resultater
I 2016 blev der udarbejdet en statusrapport. Statusrapporten viser, at af 65 interviewede borgere, der har fået et KLAPjob, var 2/3 stadig i et KLAPjob halvandet til to år efter. 40 pct. var på den samme arbejdsplads.
Ifølge KLAPjobs egne opgørelser har KLAPjob, indtil februar 2021, i alt skaffet 4.015 personer et KLAPjob. I 2020 blev der oprettet 562 nye KLAPjob.
Læs om KLAPjobs resultater på klapjob.dk