Meget få mennesker med udviklingshæmning, der har misbrugsproblemer, modtager behandling i det etablerede behandlingssystem. Derimod er brugen af antabus, ordineret af egen læge, meget udbredt. Men antabus, uden anden form for intervention, er ikke behandling.
Den manglende behandlingsindsats over for misbrugere med udviklingshæmning hænger sammen med to forhold:
- En del af dem (og deres kontaktpædagog eller lignende) oplever, at de bliver afvist, når de henvender sig i alkoholbehandlingssystemet. Mange alkoholbehandlere er tilsyneladende skeptiske over for, om mennesker med udviklingshæmning kan drage nytte af behandlingen.
- I bo- og støttetilbuddene er der en slags "gør-det-selv-mentalitet" – en tradition for, at personalet løser alle mulige og umulige problemer inden for egne rækker, når det drejer sig om mennesker med udviklingshæmning.
Ret til behandling
Mennesker med udviklingshæmning har, som alle andre borgere, ret til at modtage behandling for et problematisk forbrug af rusmidler. De kan ikke afvises i behandlingssystemet med henvisning til deres funktionsnedsættelse.
Behandlingsindsatsen skal, som for alle andre misbrugere, tilpasses den enkeltes individuelle behov. Fx har unge alkoholmisbrugere, misbrugere med sindslidelse, kriminelle misbrugere, misbrugere med anden etnisk baggrund og misbrugere med udviklingshæmning forskellige behov.
Kommunerne har ansvar for både forebyggelse og behandling af alkoholmisbrug.
Behandlingsgarantien gælder også mennesker med udviklingshæmning
Den 1. juli 2005 blev der indført en behandlingsgaranti vedrørende misbrugsbehandling. Garantien indebærer en ret for misbrugeren til at komme i behandling. De kommunale myndigheder har pligt til at tilbyde behandling senest 14 dage efter, at misbrugeren har henvendt sig.
Kommunen beslutter, med afsæt i en udredning af misbrugerens problem og samlede situation, hvilken form for behandlingstilbud, alkoholmisbrugeren skal henvises til.
Som pædagog skal du være opmærksom på, at man kan bruge behandlingsgarantien i forbindelse med henvendelse til et misbrugscenter eller lignende. Mennesker med udviklingshæmning, der har misbrugsproblemer, har samme krav på udredning og behandling som alle andre borgere.