Familieliv med ADHD

I en hverdag, hvor barnet med ADHD lægger beslag på tid, ressourcer og fokus, kan søskende føle sig overset og afvist i forhold til deres behov, som måske fremstår mindre omfattende og akutte, end behovene hos barnet med ADHD.

Dette kan ske, uanset om barnet med ADHD’s søskende godt forstår forældrenes nødvendige prioritering.

Aktiviteter i familien

ADHD i familien kan også betyde, at der må tages beslutninger omkring det generelle familieliv, som påvirker søskende. Når barnet med ADHD’s trivsel er bundet op på rutiner og kendte og forudsigelige forhold, kan det, som andre familier oplever som hyggeligt eller spændende, hurtigt blive en ubehagelig oplevelse. Det kan fx være i forhold til deltagelse i arrangementer på skolen, at have venner på besøg eller at tage på familierejser i sommerferien.

Nogle familier med ADHD kan have tendens til at isolere sig selv for at undgå situationer, der er for udfordrende for barnet med ADHD. Andre familier vælger at dele sig op, for at søskende også kan opleve at få opmærksomhed og deltage i arrangementer mv., som deres jævnaldrende gør det.

Risiko for mistrivsel

Søskende til børn med handicap er generelt i øget risiko for at udvikle angst, depression eller adfærdsvanskeligheder, såsom udadreagerende adfærd. Dette kan række ind i voksenlivet og kan have langsigtede konsekvenser for deres evne til at mestre udfordringer.

Det er derfor væsentligt at have øje for søskendes trivsel og støtte dem i at kunne håndtere og kommunikere deres følelser og oplevelser til deres forældre eller andre i familiens netværk. Derved opnår forældrene mulighed for at kunne være opmærksomme og støttende for hele familien, hvilket er med til at sikre en sund udvikling hos deres børn uden ADHD såvel som dem med ADHD.

Det kan også være godt for søskende til børn med ADHD at mødes med andre i samme situation og opleve, at de ikke er alene med deres oplevelser. Søskende, som trives, kan være en stor styrke for barnet med ADHD og for familien i det hele taget, da alle parter har brug for forståelse og fleksibilitet for at fungere.

Møder med andre børn i lignende situation og støtte til søskende kan se ud på mange måder og være mere eller mindre struktureret. 

At være forældre til et barn eller en ung med ADHD kan være en krævende opgave, både følelsesmæssigt og i forhold til øget behov for struktur og støtte.

Særligt i forbindelse med udredning og diagnosticering vil der være en del viden, som forældrene skal opbygge omkring diagnosen og deres barns udvikling og behov for støtte. Men også i forbindelse med at barnet bliver ældre og skal indgå i nye sociale og faglige konstellationer, kan der være behov for fx psykoedukation og/eller forældretræning.

Det er altid svært at være vidne til, at ens barn har udfordringer. For en del forældre stiller det også store krav til deres fleksibilitet og empati hele tiden at skulle tilpasse sig, at skulle møde barnets behov og understøtte barnets udvikling.

Mange forældre oplever især, at det kan være vanskeligt, når børnene bliver ældre, og der er en forventning om, både fra dem selv og fra omgivelserne, at de bliver mere selvkørende og ansvarlige. Det kan være meget vanskeligt at hjælpe sit teenagebarn til at løsrive sig fra ens støtte, hvis man ved, at de ikke kan undvære den.

Presset på familien

Forældrene er ofte på overarbejde, og de er derfor også i risiko for at opleve stress. Skilsmisseraten for familier med ADHD er også højere, end for andre familier, hvilket yderligere gør forældrenes opgave svær i forhold til både barnet med ADHD og til søskende.

Forældrerollen i familier med ADHD er altså anderledes, end i andre familier. Dette er også tilfældet for familier med andre typer af handicap. Mange forhold omkring forældrerollen og mestringsevnen og familiens trivsel er derfor generelle på tværs af det at håndtere familielivet med handicap. Familien kan derfor have stor gavn af at modtage støtte til at arbejde med deres egen forældrerolle og indbyrdes samarbejde omkring familiens trivsel.

Der findes en række indsatser, der er målrettet forældre til børn med ADHD. Indsatserne er målrettet forskellige aldersgrupper og har forskellig vægtning af psykoedukation og træning af forældrenes mestringsevne.

De utrolige år (DUÅ) Førskole er et gruppebaseret forældreprogram, som er rettet mod forældre til børn alderen 3-6 år, der oplever adfærdsvanskeligheder.

Læs mere om programmet DUÅ 

New Forest Parenting Programme (NFPP) er et forældretræningsprogram rettet mod forældre til børn i alderen 3-11 år med ADHD.

Læs mere om programmet NFPP 

Der er en arvelig faktor i, hvorvidt man har ADHD eller ej. En del forældre til børn med ADHD har derfor også selv ADHD eller lignende udfordringer. Dette kan både være en ulempe, da det kan være svært at agere støttesystem, hvis men selv har brug for støtte, og en fordel, da man har en bedre forståelse af barnets udfordringer, og for hvordan det kan opleves at have ADHD i skolen, i fritiden osv.

Hvis den ene forælder har ADHD, og den anden ikke har, vil det også ofte give en skæv fordeling af forældreopgaven, hvor de opgaver, som handler om struktur, rammesætning, konsekvenstænkning og planlægning, typisk i højere grad vil blive løftet af forælderen uden ADHD, hvilket kan være en stor opgave.

En del forældre udredes i forbindelse med, at deres barn får stillet diagnosen.

Læs mere om at blive diagnosticeret som voksen

Familier med ADHD er anderledes, og det kan være ensomt. Dette gælder især, hvis familien har trukket sig fra mange sociale aktiviteter, fordi det er for svært eller hårdt at deltage. Mange børn og unge med ADHD er desuden inkluderet i almene skoletilbud og kender måske ingen, som har det som dem selv.

Omgivelserne kan have svært ved at forstå og rumme, at familiedynamikkerne adskiller sig fra det, de selv kender. Mange familier med ADHD oplever derfor, at andre enten afviser dem eller forsøger at hjælpe dem med råd til, hvordan de burde gøre tingene.

Det er krævende altid at skulle forsøge at forklare sin families anderledeshed til andre, at skulle undskylde for sit barns adfærd eller mærke, hvordan man selv eller sine nære bliver misforstået.

Social støtte fra familie og netværk spiller en stor rolle, både for familiens mestring i hverdagen og helt konkret for børn og unges mestring af deres liv med ADHD og deres muligheder for fx at gennemføre en uddannelse.

Mødet med andre familier i lignende situation

Familierne kan have stor glæde og gavn af at møde andre familier med ADHD. Her kan der både være større rummelighed og forståelse. Men mindst ligeså vigtigt kan det være, at der hos de andre familier er mulighed for sparring og støtte til det, som man kæmper med eller det, som påvirker ens følelser og trivsel.

Fællesskaber med andre familier i lignende situation kan både være indsatsbaseret, fx gennem kommunale indsatser i en tidsbegrænset periode. Det kan også være netværk i lokalområdet, tilhørsforhold til et foreningsfællesskab eller et online-univers eller måske mere arrangementsbaseret i form af et målgruppespecifikt kursus, en sommerlejr eller lignende.

Fælles for denne type arrangementer er, at de kan give et frirum og mindske fornemmelsen af at stå alene med sine udfordringer.