Dagtilbud og skole med ADHD

ADHD kan spille en stor rolle i et barns hverdag i dagtilbud og skole. Det er vigtigt at der sættes ind med indsatser, der matcher den enkeltes funktionsniveau, ressourcer og støttebehov.

Dagtilbud og skole er vigtige hverdagsarenaer i børns liv og spiller derfor en betydelig rolle i forhold til både barnets udvikling og trivsel. Men for børn med ADHD kan det være vanskeligt at være i kontekster med mange andre børn og voksne, hvor der er både faglige, sociale og strukturelle spilleregler, der kan udfordre barnets oplevelse af mestring og trivsel.

Læs mere om det sociale og om mestring i børne- og ungeliv med ADHD

Barnets samlede funktionsniveau har betydning i mødet med omgivelserne, ligesom omgivelsernes rummelighed og forståelse har betydning for barnets muligheder for at mestre udfordringerne. Derfor kan ADHD påvirke barnets faglige og personlige udvikling.

Et godt daginstitutions- og skoleliv er en afgørende faktor for, hvorvidt barnet senere kan gennemføre en uddannelse og få et aktivt arbejdsliv, så der er store perspektiver i at have fokus på barnets deltagelse og på barnets trivsel og udvikling, både i førskoletilbud og grundskole.

På tværs af de situationer og kontekster, som børn er en del af, vil udfordringerne kunne variere og komme til udtryk på forskellig vis. Afhængig af udfordringerne er det relevant at foretage en faglig udredning af funktionsniveau og støttebehov, som kan danne afsæt for, hvilken socialfaglig, pædagogisk eller psykologisk støtte barnet eller eventuelt familien har behov for.

Hvis barnet eller familien får brug for støtte fra det sociale system, vil udfordringerne ofte have en karakter, som - på den ene eller anden vis - påvirker barnets funktionsniveau, trivsel eller udvikling i dagtilbud eller skole. 

Læs mere om familieliv med ADHD 

Børn udvikler sig gennem meningsfuld og aktiv deltagelse i og samspil med andre børn og voksne. Hvis et barn har udfordringer koblet til opmærksomhed, hyperaktivitet (udadrettet eller indadvendt) og impulsivitet vil det påvirke barnets forudsætninger for at deltage i hverdagslivet i dagtilbud. Fx kan barnet have svært ved at sidde stille under samling eller ofte komme i konflikt under leg, da barnet kan have svært ved at tolke og forstå verden omkring dem.

Udfordringerne kan komme til udtryk i en adfærd, der kan skabe frustration i omgivelserne. Fx kan omgivelserne komme til at opleve barnet som uroligt, uopmærksomt eller forstyrrende.

Det er vigtigt at have øje for, at det er en udviklingsproblematik, der er årsagen til barnets adfærd. Barnets adfærd er et udtryk for noget, som barnet endnu ikke har lært eller fået den rigtige støtte til at mestre.

Indsatser i dagtilbud

Kommunen skal, jf. dagtilbudsloven, fremme alle børns og unges trivsel, udvikling og læring. En del af formålet er også at forebygge negativ social arv og eksklusion, og i relation hertil spiller dagtilbud også en rolle i at tilbyde forebyggende og støttende indsats over for børn med behov for en særlig indsats, herunder børn og unge med nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne.

Det pædagogiske personale i dagtilbud har, sammen med andre relevante fagprofessionelle, et ansvar for at opspore og identificere mistrivsel hos børn, og - i forlængelse deraf - igangsætte målrettede indsatser, der understøtter og sikrer, at alle børn har mulighed for at deltage i fællesskabet. 

Anbefalinger for god kvalitet i indsatsen

Læs om, hvordan man generelt kan understøtte børn og unge med autismes trivsel og udvikling i anbefalinger om god kvalitet i indsatsen for børn og unge med autisme og/eller ADHD. Anbefalingerne sætter både fokus på organisering og samarbejde omkring børnene og på opmærksomheder i den direkte indsats for målgruppen.

Læs anbefalingerne for god kvalitet i indsatsen 

Den nationale ADHD-handleplan

Læs om eksempler på forebyggende, foregribende og indgribende indsatser i dagtilbud

I skolen bliver børn mødt af stigende krav og forventninger om fx fordybelse, koncentration, selvstændighed, overblik, indlevelse. Kravene til barnets sociale kompetencer bliver også højere med alderen.

Børn med ADHD har dårligere forudsætningerne for at deltage i hverdagen end deres jævnaldrende, og kan være udfordret i at skulle leve op til de krav og forventninger, de mødes med. Fx kan vanskeligheder med adfærd og koncentration skabe øget risiko for eksklusion fra faglige og sociale fællesskaber, ligesom impulsivitet og utålmodighed kan udfordre relationer til både lærere og klassekammerater.

Børn og unge med ADHD er i stor risiko for fx at have en lavere deltagelse i undervisningen, dårligere trivsel, være socialt isolerede, have svært ved at leve op til skolens normer og udøve selvkontrol. Ofte har børn og unge med ADHD også sværere ved at opnå et godt udbytte af skolegangen. I forhold til deres jævnaldrende er der flere med ADHD, som ikke får 9. klasses afgangseksamen, og derfor også færre som går videre til en almen ungdomsuddannelse.

Indsatser i skolen

Børn med ADHD’s læring, udvikling og trivsel er påvirket af de læringskontekster og fællesskaber, som de er en del af. I hverdagen i skolen eller uddannelsen er det derfor vigtigt, at de fagprofessionelle opsporer mistrivsel og igangsætter individuelt tilpassede indsatser og metoder, der kan understøtte barnets deltagelse. 

Afhængig af barnets ressourcer, funktionsniveau og støttebehov vil indsatsen kunne variere i intensitet, form og varighed. Den kan spænde fra specialpædagogiske tilpasninger i miljøet omkring hele børnefællesskabet til helhedsorienterede individuelle indsatser igangsat samtidigt på tværs af skole- og socialområdet.

Flere aktører på området som fx Center for ADHD, Videnscenter om handicap og ADHD-foreningen har viden eller materialer, som på den ene eller anden måde kan bruges til arbejdet.

Anbefalinger for god kvalitet i indsatsen

Læs om, hvordan man generelt kan understøtte børn og unge med ADHD’s trivsel og udvikling i anbefalinger om god kvalitet i indsatsen for børn og unge med autisme og/eller ADHD. Anbefalingerne sætter både fokus på organisering og samarbejde omkring børnene og de unge og på opmærksomheder i den direkte indsats for målgruppen.

Læs anbefalingerne for god kvalitet i indsatsen

Den nationale ADHD-handleplan

Læs om eksempler på forebyggende, foregribende og indgribende indsatser målrettet skolen 

Kontakt

Susanne Ploug-Sørensen
S: Specialkonsulent