Tre perspektiver på ADHD

Et socialt perspektiv på ADHD fokuserer på medborgerskab, inklusion, sociale netværk, uddannelse, arbejdsmarked og boligforhold. I dette perspektiv er det ikke selve diagnosen, der er det centrale, men derimod personens funktionelle vanskeligheder i dagligdagen.

Udgangspunktet for at igangsætte relevante indsatser er at afdække den enkelte borgers funktionsniveau og opnå et nuanceret og helhedsorienteret billede af borgerens udfordringer og behov for støtte. Målet er at fremme borgerens mulighed for at klare sig selv eller lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at vanskelighederne hos mennesker med ADHD kan ændre karakter og sværhedsgrad, alt afhængig af livsforhold og den konkrete situation, som personen indgår i.

Social sårbarhed og ADHD

Social sårbarhed er udbredt blandt både børn, unge og voksne med ADHD, hvilket kan påvirke deres evne til at opnå og fastholde stabile sociale relationer. Dette kan føre til, at sociale færdigheder ikke udvikles i samme tempo som hos jævnaldrende.

Særligt ungdomsårene, hvor voksenstøtten falder og behovet for sociale kompetencer vokser, kan være sårbare.

Læs mere om overgangen fra ung til voksen

Både børn, unge og voksne med ADHD kan have en øget risiko for at opleve ensomhed, isolation, sparsomme eller flygtige sociale relationer. For mange er der stor risiko for også at udvikle psykiske vanskeligheder, fx depression eller angst, som kan være med til at gøre de sociale udfordringer større.

Krav og forventninger i omgivelserne

For personer med ADHD bliver vanskelighederne tydelige, når krav og forventninger fra omgivelserne overstiger individuelle ressourcer og behov.

Det er derfor nødvendigt at forstå den enkeltes vanskeligheder i relation til den livsfase, som vedkommende befinder sig i. Kravene og forventningerne bliver gradvist større med alderen, og der er en forventning om, at man, i vid udstrækning, lærer at mestre dette allerede som barn og ung.

Der stilles forskellige forventninger og krav til menneskers adfærd, alt efter hvilken sammenhæng de indgår i. Der er fx stor forskel på, hvad der forventes af et barn i en undervisningssituation, og hvad der forventes af dem i skolegården eller derhjemme.

Ligeledes er der stor forskel på, hvad der forventes af voksne i formelle arbejdssituationer, og hvad der forventes i uformelt kollegialt samvær.

De aktuelle udfordringer, den enkelte person oplever, er ikke konstante livet igennem. Alder, modenhed og personlige evner til mestring er afgørende for, hvordan og i hvilke sammenhænge noget opleves som vanskeligt. I takt med, at en person udvikler brugbare strategier til at mestre vanskelige situationer, bliver oplevelsen af et problem mindre.

Risikofaktorer og beskyttende faktorer

Risikofaktorer og beskyttende faktorer er karakteristika, begivenheder eller processer, som øger eller mindsker sandsynligheden for, at vanskeligheder, som kan være forbundet med ADHD, kommer til at udgøre et problem for den enkeltes trivsel og udvikling.

Det kan fx være begavelse, familieforhold, netværk og omgivelsernes forståelse, som alle kan enten være gunstige eller mindre gunstige for personens hverdag og mestring af ADHD relaterede udfordringer. Samspillet mellem disse afgør graden og karakteren af en persons vanskeligheder i de miljøer, hvor personen færdes.

ADHD er den sundhedsfaglige betegnelse for en udviklingsforstyrrelse, som i forskellig grad indebærer vanskeligheder inden for områderne opmærksomhed, impulskontrol og aktivitetsregulering.

Forskningen har klarlagt, at der er en række individuelle, genetiske, neurologiske og kognitive mekanismer involveret i årsagerne til ADHD, men man ved stadig kun lidt om, hvordan de interagerer for, at ADHD opstår.

ADHD er en spektrumdiagnose, og der er stor forskel på, hvordan og i hvilket omfang den enkelte person oplever vanskeligheder, som følge af ADHD. Omkring halvdelen af de personer, der opfyldte kriterierne for diagnosen som børn, opfylder fortsat kriterierne som voksne.

Set i dette perspektiv kan ADHD beskrives som en medfødt, biologiskbetinget udviklingsforstyrrelse, der kommer til udtryk gennem adfærd, men også i forhold til kommunikation og samspil i sociale relationer.

ADHD-diagnosen vil aldrig i sig selv give et dækkende billede af en persons ressourcer og udfordringer. Diagnosen forholder sig alene til, om bestemte symptomer er tilstede. Derfor kan diagnosen ikke sige noget om, hvad det betyder for den enkelte at have ADHD, og hvordan den enkelte bedst kan håndtere de vanskeligheder, der måtte opstå.

Den sundhedsfaglige varetagelse i forhold til ADHD er forankret i Sundhedsstyrelsen, som har udarbejdet "Forløbsprogram" og "Nationale Kliniske Retningslinjer" for den sundhedsfaglige indsats til både børn og voksne med ADHD.

ADHD-diagnosens betydning for den sociale indsats

En sundhedsfaglig udredning kommer almindeligvis først på tale, når en persons trivsel og udvikling er alvorligt truet. En tidlig forebyggende og målrettet indsats kan gøre meget for at øge trivslen og styrke udviklingen, længe inden en eventuel diagnose bliver relevant.

Det er ikke afgørende for den sociale indsats, om der foreligger en diagnose eller ej. En social indsats skal iværksættes med udgangspunkt i de funktionelle vanskeligheder, den enkelte person oplever, ikke på baggrund af diagnosens kriterier.

Selvom de diagnostiske kriterier er ens for alle, der får diagnosen ADHD, betyder det ikke, at diagnosen beskriver den hele person. Den forholder sig alene til, om en bestemt adfærdsprofil er til stede, og om det på undersøgelsestidspunktet volder væsentlige problemer for personen selv eller for omgivelserne.

Diagnosen er et øjebliksbillede, der belyser en persons funktion her og nu. Den siger ikke noget sikkert om, hvordan fremtiden vil forme sig for den enkelte. De vanskeligheder, man kan opleve som barn, er sjældent de samme, som man vil opleve som voksen.

For at forstå betydningen af diagnosen for den enkelte er det nødvendigt at se på den samlede livssituation på tværs af forskellige arenaer.

I et pædagogisk-psykologisk perspektiv er der fokus på, hvad det betyder for den enkelte at have ADHD, og hvordan den enkelte bedst kan støttes i at mestre de udfordringer, som opstår i mødet med omgivelserne.

Udgangspunktet i et pædagogisk-psykologisk perspektiv vil i højere grad være det enkelte menneskes ressourcer og udviklingspotentiale end potentielle problemfelter. I et pædagogisk-psykologisk perspektiv fremstår ADHD som en udviklingsproblematik, der i betydelig grad har indflydelse på en persons evner til koncentration, opmærksomhed, hukommelse og overblik, og som endvidere kan manifestere sig som fysisk eller indre uro.

ADHD ændrer præmisserne for de sociale relationer. Det kan betyde, at den enkelte kan have en mindsket adgang til den læring og udvikling, der er i de sociale relationer, især i forhold til jævnaldrende.

ADHD har derfor betydning for både personen selv og for hans eller hendes omgivelser. Det psykologiske billede vil derfor også være stærkt afhængigt af en række faktorer, som knytter sig til både personen selv og hans eller hendes omgivelser.