Samarbejde og koordinering mellem aktører

Voldsudsatte personer og voldsudøvere kan have komplekse problemstillinger og forskellige behov for støtte. Det kan kræve, at fagpersoner, der leverer en indsats til voldsudsatte og voldsudøvere, koordinerer og samarbejder med andre instanser.

Da voldsudsatte personer ofte har samtidige og forskelligartede sociale problemer kan de have behov for at modtage rådgivning og støtte i forhold til andre problemstillinger end volden. Det kan fx handle om rådgivning og støtte til:

  • problemstillinger relateret til deres børn
  • skilsmisse
  • forældremyndighed
  • beskæftigelse
  • bolig
  • misbrugsproblemer

Det kan også handle om at få hjælp til at komme i kontakt med sundhedsvæsenet, familieretshuse eller politiet i forbindelse med risikovurdering og/eller anmeldelse af volden.

For at modtage specialiseret voldsfaglig støtte vil voldsudsatte altid have et behov for at blive henvist eller brobygget til rådgivning, støtte eller behandling relateret til selve voldsproblematikken, som fx krisecentre, ambulante tilbud eller civilsamfundsaktører.

Samarbejde og koordination

Samarbejde og koordinering mellem forskellige aktører internt i kommunen og på tværs af sektorer er derfor en forudsætning for, at den voldsudsatte modtager en helhedsorienteret indsats.   

Voldsudøvere kan også have forskelligartede sociale problemer, som kræver en koordineret og helhedsorienteret indsats med henblik på at stoppe den voldelige adfærd. Mænd med sociale og økonomiske problemer eller rusmiddelproblemer udøver fx oftere alvorlig fysisk vold end mænd, der ikke har sociale problemer (Isdal, 2020).

Krav til fagpersoner

En helhedsorienteret tilgang understøtter, at borgerens behov for rådgivning og støtte opfyldes. Fagpersoner skal have:

  • kompetencer til at afdække borgerens behov
  • kompetencer til at koordinere og brobygge på tværs af relevante kommunale afdelinger og andre instanser og rådgivningsmuligheder
  • et overblik over relevante tilbud både i regi af det offentlige og på civilsamfundsområdet.

Læs mere om samarbejde og koordinering her. 

Isdal, P. (2020); Aggressionskontrol – et element i behandlingen af mænd, som udøver vold. I Oldrup, H. (red.); Vold i familien – Viden for fagfolk.

Kontakt

Claudia Strasser
S: Specialkonsulent