Risikofaktorer for seksuelle overgreb mod mennesker med udviklingshæmning

Risikofaktorer, der er forbundet med et handicap, er forskellige, alt efter hvilket handicap der er tale om.

Kommunikationshandicap

Hvis en person har begrænsede muligheder for at kommunikere verbalt og non-verbalt, er det vanskeligt at råbe om hjælp eller at berette om ubehagelige oplevelser. Potentielle krænkere kan se et barn eller ung med et kommunikationshandicap som et "let offer", der ikke kan anmelde et overgreb.

Fysisk funktionsnedsættelse

Hvis en person sidder i kørestol, kan det være vanskeligt for vedkommende at komme væk fra faretruende situationer og personer, som vil begå overgreb.

Kognitiv funktionsnedsættelse

Kognitive/intellektuelle begrænsninger kan forstærke en persons vanskeligheder ved at afkode og forstå den situation, vedkommende befinder sig i.

Risikofaktorerne eksisterer, som hos alle andre, i de omgivelser, personen indgår i. Det kan være i fx skole, fritidsklub, bosted, dagtilbud, kørselsordning, familien, speciallæger, hospitaler m.v.

Det særlige for mennesker med handicap er, at de har en række relationer, der er væsentligt anderledes, end dem, mennesker uden handicap indgår i. Relationer, de har, fordi de har et handicap. Mange mennesker med handicap skal ofte behandles, undersøges og være genstand for udredninger. De møder ofte autoriteter, der er eksperter på en del af deres liv, og har stor indflydelse på, hvad der skal ske med deres krop for at afhjælpe konsekvenserne af handicappet. Det er fx speciallæger, talepædagoger, neurologer, fysioterapeuter, pædagoger og speciallærere, personlige hjælpere o.a.

Mange børn og unge med udviklingshæmning kan være afhængige af hjælp til personlig omsorg og støtte. Det kan have betydning for deres adfærd. Nogle kan være vant til, at kroppen berøres i forbindelse med hygiejne og behandling. Det kan påvirke følelsen af ejerskab over egen krop og gøre det svært at sætte grænser for kontakt.

Børn og unge med udviklingshæmning kan være uvidende om, at seksuelle overgreb ikke er normale, især hvis krænkeren er én af vedkommendes omsorgspersoner (pårørende, pædagog e.l.). Det kan medføre en risiko for, at man ikke oplever at kunne sige fra og sige nej til en andens opfordring eller trussel om seksuelt samvær.

Myter og forestillinger skal italesættes og nedbrydes, hvis de eksisterer blandt personale og andre, der arbejder med mennesker med handicap.

Der har eksisteret, og eksisterer stadig, en række myter og forestillinger om mennesker med handicap. Her er et udpluk, der fortæller, at mennesker med handicap:

• Ikke er seksuelle væsener. De er ikke i stand til at forstå egen seksualitet eller til at indgå i seksuelle relationer.
• Ofte er seksuelt afvigende. De er seksuelt aggressive og lægger selv op til sex.
• Er uden for risiko, fordi ingen vil begå et seksuelt overgreb mod et menneske, der i forvejen er synligt sårbar pga. et handicap.
• Ikke er seksuelt attraktive – og ingen vil derfor ønske at begå et overgreb på dem.
• Ikke har gavn af at tale med nogen, hvis der er begået et seksuelt overgreb, da det er for traumatisk.
• De blander virkelighed og fantasi, og der er derfor grund til at være meget skeptisk, hvis de fortæller, de har været udsat for et seksuelt overgreb.